
Foto: Allan Baden
Vi er nået til anden runde. Her sætter FC Midtjyllands Kolja Afriyie ord på rundens kampe efter at have lagt sig som nr. tre i stillingen efter 1. runde.
Ugens supertips – Kolja Afriyie
FC København – AC Horsens
– Det er ikke så tit FCK taber to kampe i træk. De vil uden tvivl være ekstra opsatte, også fordi de nu spiller hjemme. Horsens har heller ikke set helt skarpe ud. Så den tror jeg FCK sætter sig på i Parken.
FC Midtjylland – Lyngby BK
– Jeg selv og Mikkel Thygesen er ude med karantæne, lige som flere andre spillere er tvivlsomme. Men FCM på hjemmebane er stærke. Vi er i dag på møde efter nederlaget til BIF blevet enige om, at vi ikke kunne være indsatsen bekendt. Vi lod os for let slå ud, hvilket til dels kan undskyldes med den start vi fik med et meget ungt midterforsvar og Salami foran dem som ny i forhold til den seneste kamp.
AaB – Viborg FF
– Jeg håber at Viborg kan overraske i Aalborg, selv om sandsynligheden nok ikke er særlig stor. Jeg synes AaB ser meget stærke ud. De er ikke nemme at ryste og står godt rustet inden holdets første hjemmekamp i år. Viborg har tabt deres to første hjemmekampe og går en mørk fremtid i møde uden alt for meget selvtillid. De får det svært i Aalborg.
Randers FC – Esbjerg fB
– Det ser spændende ud i Esbjerg, som har fået en fantastisk flot start. Traditionelt har Esbjerg det altid svært i Randers. Det husker jeg selv fra min tid i klubben, og sådan er det for så vidt også i dag med FCM. Spørgsmålet er om Esbjerg kan følge op på de gode takter. Det kan de nok, men det bliver svært i Randers, der også spiller deres første hjemmekamp i år.
FC Nordsjælland – Brøndby IF
– Vi mødte selv FC Nordsjælland i forårspremieren. De skal ikke undervurderes. De har et godt hold og spiller deres eget spil, som kan være svært at dæmme op for. Brøndby er kommet godt fra start. Omvendt har Brøndby stadig noget at skulle overbevise om på udebane. Derfor tror jeg det bliver en tæt kamp.
OB – AGF
– OB har et godt hold og behøver en sejr for at komme i gang foran eget publikum. AGF har vist fornuftige takter, selv om det var noget småkedeligt i Horsens. AGF stiller svækket op og har sværere ved at undvære spillere som mange andre hold, da meget af deres spil afhænger af enkelte personer.